Det er lige præcist sådan jeg føler mig.
På Facebook kommer "minder" op hver dag, hvis jeg har lavet et opslag. Det gjorde jeg for 2 år siden, fordi jeg blev sagt op fra en stilling. Derfor skulle jeg meldes ledig på jobnet, bestille tider til samtaler hos både jobcenter og a-kasse. Og det var et bureaukratisk helvede, kan jeg læse.
Feks. skulle jeg bestille tid til samtale hos a-kasse, men det kunne jeg ikke, fordi jeg først skulle ansøge om dagpenge. På jobcenterets side kunne jeg ikke bestille tid, fordi de skulle frigive ledige tider. Det var virkelig op ad bakke, husker jeg.
Og den farce ønsker jeg bare ikke at jeg skal igennem igen, men det skal jeg jo. Om en måneds tid er jeg indrulleret - måske? Hvem ved? Har jeg haft 1924 timer de sidste 18-24 måneder og tjent over 21k (vist nok) pr. måned? - i ledighedshelvedet.
Normalt er jeg imod at man overdriver tingene for at få opmærksomhed, for hvad skal man så gøre, når det virkelig bliver seriøst? Men det er jo ved at gå op for menigmand, hvad man faktisk bliver påbudt som ledig - og rigtigt mange kan se det absurde og groteske i det. Men vi mangler så bare politikerne.
Jeg læste at en socialdemokrat udkommer med en bog, hvor han skriver om hvordan borgerløn vil gøre uligheden større. Den slags har jeg ingen forstand på, men han skriver også at han mener, at ledighedssystemet har en berettigelse, fordi mennesket er skabt til arbejde og har brug for noget at stå op til. Og så langt er jeg bestemt enig med ham.
Men! Ting skal altså give mening i folks liv. At stå op for at rydde grøftekanter for road kill på en kontanthjælpshyre uden feriepenge, pensionsopsparing og optjening til dagpengeret, når man er uddannet ingeniør - det giver sq ingen mening overhovedet. Det giver heller ingen mening for en ufaglært for mig.
Jeg siger ikke at jeg ikke vil fjerne dyrelig - for det vil jeg sq godt. Men jeg vil have alle rettighederne med, når jeg udfører pligten. Ellers er det bare meningsløs aktivering, fordi nogen tror, at man ligger på sofaen dagen lang, når man er ledig.
Og så er det at følelsen af at være unødvendig kommer listende ind over mig. Nogen kalder det ledighedsblues. Det er bare alt for poppet og romantisk til mig. Jeg kalder det ledighedsdepression - for det er hvad det er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar