Forleden læste jeg et blogindlæg på Point of View International, som handlede om det at dele. At hver gang man deler noget man har, så får man faktisk ikke mindre af det, der deles. Jo, lige i øjeblikket mister man en tår af sin sodavand, muligheden for at lege med sit legetøj eller at være alene i sin lejlighed. Men til gengæld åbner man op for muligheden for at andre også gerne vil dele noget af deres med en - og så har man pludselig rigtigt meget indenfor rækkevidde.
Se, det gav mening i min verden. For der, hvor jeg normalt bor, er der på Facebook en karmagruppe. Det er en gruppe, hvor man kan slå alt muligt op - og som er uselvisk. Feks har jeg fået hjælp til at bære en sofa op på 3. sal. Jeg har selv hjulpet med at samle en sofa. Jeg har mødt en kvinde, der smører madpakker til kvarterets unger, når forældrene ikke selv magter det. Jeg har givet mange af mine ting væk, og jeg har fået lige så mange andre - hvis ikke mere.
Det er lidt i stil med "sharing is caring". Og den tanke synes jeg rigtigt godt om. Det gælder også på arbejdsmarkedet, egentlig. Er der nogen grund til at alle (næsten) jobs skal være fuldtidsjobs? Vel ikke rigtigt, udover at det har vi vænnet os til. Undtagen for pædagoger eller sygeplejersker. De arbejder mest deltid. Pædagogerne, fordi ungerne skal passes før og efter skole - så de har "fri" midt på dagen. Og sygeplejerskerne arbejder helst deltid, fordi deres vagter ligger fordelt over hele døgnet og de vil rigtigt gerne have et familieliv også.
Kunne man forestille sig en nytænkning, hvor man simpelthen opdeler en masse fuldtidsstillinger op i deltidsstillinger? Det vil betyde at rigtigt mange vil komme i arbejde - og selvom det ikke er fuldtid, så kan man faktisk godt leve af det. Især hvis man sammenligner med dagpengesats eller andet. Nogle vil mene, at det ikke kan lade sig gøre indenfor deres felt - og det skal jeg da lade stå åbent - men jeg tænker at det kan lade sig gøre indenfor rigtigt mange erhverv, hvis man tør nytænke konceptet.
Men tør man det? For så mister man jo muligheden for at sende folk i virksomhedspraktikker eller løntilskud, hvor man ikke rigtigt er på arbejdsmarkedet, men heller ikke rigtigt ledig. Man optjener bare ikke ret til ferie, pension eller dagpenge og man skal også stadig søge de famøse 2 jobs om ugen OG man skal huske at klikke på knappen på jobnet. Alt imens man arbejder 37 timer, har transporttid og skal hente og bringe før og efter arbejdstid på lige fod med alle andre familier i Danmark.
For det er jo ikke sådan, at du bliver fattigere af at dele. Du bliver ikke dummere af at dele viden med andre - tværtimod bliver du klogere, når de også deler deres viden med dig. Du har heller ikke mindre kærlighed til hvert af dine børn, hvis du får mere end et, vel?
Så ... klar, parat, del!
https://pov.international/nar-du-deler-far-du-dobbelt-sa-meget/
mandag den 10. december 2018
lørdag den 8. december 2018
Overflødig, uønsket, paria
Det er lige præcist sådan jeg føler mig.
På Facebook kommer "minder" op hver dag, hvis jeg har lavet et opslag. Det gjorde jeg for 2 år siden, fordi jeg blev sagt op fra en stilling. Derfor skulle jeg meldes ledig på jobnet, bestille tider til samtaler hos både jobcenter og a-kasse. Og det var et bureaukratisk helvede, kan jeg læse.
Feks. skulle jeg bestille tid til samtale hos a-kasse, men det kunne jeg ikke, fordi jeg først skulle ansøge om dagpenge. På jobcenterets side kunne jeg ikke bestille tid, fordi de skulle frigive ledige tider. Det var virkelig op ad bakke, husker jeg.
Og den farce ønsker jeg bare ikke at jeg skal igennem igen, men det skal jeg jo. Om en måneds tid er jeg indrulleret - måske? Hvem ved? Har jeg haft 1924 timer de sidste 18-24 måneder og tjent over 21k (vist nok) pr. måned? - i ledighedshelvedet.
Normalt er jeg imod at man overdriver tingene for at få opmærksomhed, for hvad skal man så gøre, når det virkelig bliver seriøst? Men det er jo ved at gå op for menigmand, hvad man faktisk bliver påbudt som ledig - og rigtigt mange kan se det absurde og groteske i det. Men vi mangler så bare politikerne.
Jeg læste at en socialdemokrat udkommer med en bog, hvor han skriver om hvordan borgerløn vil gøre uligheden større. Den slags har jeg ingen forstand på, men han skriver også at han mener, at ledighedssystemet har en berettigelse, fordi mennesket er skabt til arbejde og har brug for noget at stå op til. Og så langt er jeg bestemt enig med ham.
Men! Ting skal altså give mening i folks liv. At stå op for at rydde grøftekanter for road kill på en kontanthjælpshyre uden feriepenge, pensionsopsparing og optjening til dagpengeret, når man er uddannet ingeniør - det giver sq ingen mening overhovedet. Det giver heller ingen mening for en ufaglært for mig.
Jeg siger ikke at jeg ikke vil fjerne dyrelig - for det vil jeg sq godt. Men jeg vil have alle rettighederne med, når jeg udfører pligten. Ellers er det bare meningsløs aktivering, fordi nogen tror, at man ligger på sofaen dagen lang, når man er ledig.
Og så er det at følelsen af at være unødvendig kommer listende ind over mig. Nogen kalder det ledighedsblues. Det er bare alt for poppet og romantisk til mig. Jeg kalder det ledighedsdepression - for det er hvad det er.
På Facebook kommer "minder" op hver dag, hvis jeg har lavet et opslag. Det gjorde jeg for 2 år siden, fordi jeg blev sagt op fra en stilling. Derfor skulle jeg meldes ledig på jobnet, bestille tider til samtaler hos både jobcenter og a-kasse. Og det var et bureaukratisk helvede, kan jeg læse.
Feks. skulle jeg bestille tid til samtale hos a-kasse, men det kunne jeg ikke, fordi jeg først skulle ansøge om dagpenge. På jobcenterets side kunne jeg ikke bestille tid, fordi de skulle frigive ledige tider. Det var virkelig op ad bakke, husker jeg.
Og den farce ønsker jeg bare ikke at jeg skal igennem igen, men det skal jeg jo. Om en måneds tid er jeg indrulleret - måske? Hvem ved? Har jeg haft 1924 timer de sidste 18-24 måneder og tjent over 21k (vist nok) pr. måned? - i ledighedshelvedet.
Normalt er jeg imod at man overdriver tingene for at få opmærksomhed, for hvad skal man så gøre, når det virkelig bliver seriøst? Men det er jo ved at gå op for menigmand, hvad man faktisk bliver påbudt som ledig - og rigtigt mange kan se det absurde og groteske i det. Men vi mangler så bare politikerne.
Jeg læste at en socialdemokrat udkommer med en bog, hvor han skriver om hvordan borgerløn vil gøre uligheden større. Den slags har jeg ingen forstand på, men han skriver også at han mener, at ledighedssystemet har en berettigelse, fordi mennesket er skabt til arbejde og har brug for noget at stå op til. Og så langt er jeg bestemt enig med ham.
Men! Ting skal altså give mening i folks liv. At stå op for at rydde grøftekanter for road kill på en kontanthjælpshyre uden feriepenge, pensionsopsparing og optjening til dagpengeret, når man er uddannet ingeniør - det giver sq ingen mening overhovedet. Det giver heller ingen mening for en ufaglært for mig.
Jeg siger ikke at jeg ikke vil fjerne dyrelig - for det vil jeg sq godt. Men jeg vil have alle rettighederne med, når jeg udfører pligten. Ellers er det bare meningsløs aktivering, fordi nogen tror, at man ligger på sofaen dagen lang, når man er ledig.
Og så er det at følelsen af at være unødvendig kommer listende ind over mig. Nogen kalder det ledighedsblues. Det er bare alt for poppet og romantisk til mig. Jeg kalder det ledighedsdepression - for det er hvad det er.
tirsdag den 4. december 2018
Prek ... præka ... ? Hvad betyder det egentlig?
I følge wikipedia er prekariat et sociologisk begreb, der dækker en gruppering af mennesker, der er truet af social nedstigning på grund af svære livsforhold.¹
I Danmark har vi haft den såkaldte flexicurity-model², hvor man har korte opsigelsesforhold og hvor der er hjælp at hente, hvis man står uden job. Efter stramninger på dagpengeområdet er sikkerhedsdelen af modellen ved at blive udhulet. Af den grund bliver overenskomsterne mere krævende, hvis man kan sige det sådan - når arbejdstagerne ikke længere er sikret et socialt sikkerhedsnet, kræver de mere af arbejdsgiverne. Og så er det at overenskomstforhandlingerne bliver kampzoner og nervekrig på højt niveau.
Fordi det bliver mere besværligt at afskedige medarbejdere alt efter konjukturer og sæsonbestemte udsving, er det blevet moderne at hyre vikarer ind, når der er opsving i en kortere periode. Så slipper man for alt det besværlige HR-halløj. Opsigelse fra dag til dag. En ny medarbejder dagen efter, hvis den udsendte ikke passer ind i teamet. Screening. Tjek af papirer. Straffeattester og børneattester. Alt det er overladt til vikarbureauet, så virksomheden kan gøre det, den er bedst til.
Og det er så vikarerne, der tilhører prekariatet - for det er ikke en social opstigning at være ansat fra dag til dag. Heller ikke selvom lønnen er lidt højere end normallønnen på området. Det bliver den nødt til at være af flere årsager.
Først skal vikarbureauet selvfølgelig have huslejen og lønninger til konsulenterne dækket ind. Dernæst skal vikaren acceptere vilkårene: Du kan sendes hjem 2 timer før mødetid. Du accepterer at hvis virksomheden ikke vil have dig ud igen. Du er ikke sikret noget fast timetal. Du er afhængig af din konsulent til at skaffe dig din indkomst.
Det er usikre betingelser. Der er ingen, der ved, hvad månedslønnen er. For samtidig med ovenstående, skal vikaren også acceptere, at hvis man arbejder mere end 37 timer om ugen, så udløser det overtidsbetaling. Det er måske ikke svært at acceptere, men en del bureauer arbejder med, at hvis en virksomhed ringer og bestiller 10 vikarer, så er det de samme 10 vikarer, der sendes ud. Hvis virksomheden i slutningen af ugen kan se at de opnår måltallene, så kan de aflyse vikarerne - og dermed mister de altså en dagsløn. Det kan godt blive et problem, hvis man er booket til 37 timer hos en virksomhed, mens man kun får for 25 timer i den uge. Og det er jo bureauets "skyld", fordi de ikke sender vikaren ud til andre opgaver i begyndelsen af igen - der er jo risiko for overtid. Så er det, at det bliver prekært...
¹ https://da.wikipedia.org/wiki/Prekariat
² https://da.wikipedia.org/wiki/Flexicurity
I Danmark har vi haft den såkaldte flexicurity-model², hvor man har korte opsigelsesforhold og hvor der er hjælp at hente, hvis man står uden job. Efter stramninger på dagpengeområdet er sikkerhedsdelen af modellen ved at blive udhulet. Af den grund bliver overenskomsterne mere krævende, hvis man kan sige det sådan - når arbejdstagerne ikke længere er sikret et socialt sikkerhedsnet, kræver de mere af arbejdsgiverne. Og så er det at overenskomstforhandlingerne bliver kampzoner og nervekrig på højt niveau.
Fordi det bliver mere besværligt at afskedige medarbejdere alt efter konjukturer og sæsonbestemte udsving, er det blevet moderne at hyre vikarer ind, når der er opsving i en kortere periode. Så slipper man for alt det besværlige HR-halløj. Opsigelse fra dag til dag. En ny medarbejder dagen efter, hvis den udsendte ikke passer ind i teamet. Screening. Tjek af papirer. Straffeattester og børneattester. Alt det er overladt til vikarbureauet, så virksomheden kan gøre det, den er bedst til.
Og det er så vikarerne, der tilhører prekariatet - for det er ikke en social opstigning at være ansat fra dag til dag. Heller ikke selvom lønnen er lidt højere end normallønnen på området. Det bliver den nødt til at være af flere årsager.
Først skal vikarbureauet selvfølgelig have huslejen og lønninger til konsulenterne dækket ind. Dernæst skal vikaren acceptere vilkårene: Du kan sendes hjem 2 timer før mødetid. Du accepterer at hvis virksomheden ikke vil have dig ud igen. Du er ikke sikret noget fast timetal. Du er afhængig af din konsulent til at skaffe dig din indkomst.
Det er usikre betingelser. Der er ingen, der ved, hvad månedslønnen er. For samtidig med ovenstående, skal vikaren også acceptere, at hvis man arbejder mere end 37 timer om ugen, så udløser det overtidsbetaling. Det er måske ikke svært at acceptere, men en del bureauer arbejder med, at hvis en virksomhed ringer og bestiller 10 vikarer, så er det de samme 10 vikarer, der sendes ud. Hvis virksomheden i slutningen af ugen kan se at de opnår måltallene, så kan de aflyse vikarerne - og dermed mister de altså en dagsløn. Det kan godt blive et problem, hvis man er booket til 37 timer hos en virksomhed, mens man kun får for 25 timer i den uge. Og det er jo bureauets "skyld", fordi de ikke sender vikaren ud til andre opgaver i begyndelsen af igen - der er jo risiko for overtid. Så er det, at det bliver prekært...
¹ https://da.wikipedia.org/wiki/Prekariat
² https://da.wikipedia.org/wiki/Flexicurity
mandag den 3. december 2018
Fri mig fra ledighed
Jeg har set de fire programmer på dr.dk, der hedder "Fri os fra kontanthjælp", og som handler om fire kontanthjælpsmodtagere, der får koncentreret hjælp til at finde et job.
Trine, der tager kørekort til bus, siger direkte: "Der er ikke noget menneskelighed i det her". Og jeg er helt enig. Der er ingen menneskelighed i at være ledig - ej heller på dagpenge. Det er faktisk noget, jeg rigtigt gerne vil undgå.
Jesper, juristen, finder et andet job udenfor sit felt og bliver selvforsørgende, mens han går i gang med at skabe sin egen virksomhed. Og eksperterne mener, at det er godt at tage plan B, hvis man ikke kan få plan A. Igen er jeg enig.
For der er en usynlig kontrakt på arbejdsmarkedet, som man skal indgå. Man skal gå efter det faste job. Punktum. Alle kender til kunstnere, der får at vide af deres forældre, at de skal tage en rigtig uddannelse, så de har noget at falde tilbage på, hvis deres kunstnerdrøm ikke fungerer.
Det er vel fornuftigt nok, men som kunstner har du ikke noget fast job. Du skal levere og præstere hver eneste gang, du får et engagement. Det er hårdt, tænker jeg, men ... det er ikke så langt fra at være selvstændig med andet end kunst eller at være vikar. Hver gang du sendes ud, skal du præstere. Du repræsenterer et bureau og alle forventer at du leverer en tilfredsstillende præstation.
Men jeg kan faktisk godt lide lige det krav. Inderst inde har jeg det bedst med at præstere bedst muligt hver eneste dag. Jeg kommer nemt til at kede mig i faste ufaglærte jobs, omend det tager længere tid at kede sig i køkkenjobs eller lærerjobs.
Eksperterne mener også, at det er nemmere at få job, når du er i job. Det er sandsynligvis rigtigt nok, fordi der kommer den tavse kontrakt frem. Hellere et CV med mange arbejdspladser end ingen, men det er også en sandhed med modifikationer. For mit CV er spraglet og broget. Nogle vil opfatte det som om jeg springer fra job til job, men jeg ser det egentlig som en force, at jeg kan orientere mig lynhurtigt i stillingen og dermed komme hurtigere i gang med at præstere det bedste jeg kan.
Vikarjobsene kan også noget, som den faste stilling ikke kan. Der er nemlig meget variation alt efter område. Jeg arbejder både som chauffør, på lager, i køkkener, i butikker og som underviser. Det giver en meget afvekslende arbejdsuge, hvor jeg bringer forskellige sider af min personlighed i spil. Nogle gange trænger jeg bare til at stå i et hjørne på et lager og pakke eller sortere, andre gange har jeg brug for at have kontakt med mennesker. Og nogle gange har jeg brug for at bringe omsorgsgenet i spil og andre gange er det fint med voksenkontakt på de præmisser, der nu ligger for den slags.
Så jeg er efterhånden kommet frem til at jeg ikke skal gå efter det faste job, men derimod udnytte de fordele, der trods alt er i prekariatet: variationen, friheden til selv at vælge og ellers droppe alt om at holde mig indenfor de 37 timer om ugen. Hvis jeg vil jobbe 60 timer, så er det vel min egen sag?
Fri mig fra ledighed.
Trine, der tager kørekort til bus, siger direkte: "Der er ikke noget menneskelighed i det her". Og jeg er helt enig. Der er ingen menneskelighed i at være ledig - ej heller på dagpenge. Det er faktisk noget, jeg rigtigt gerne vil undgå.
Jesper, juristen, finder et andet job udenfor sit felt og bliver selvforsørgende, mens han går i gang med at skabe sin egen virksomhed. Og eksperterne mener, at det er godt at tage plan B, hvis man ikke kan få plan A. Igen er jeg enig.
For der er en usynlig kontrakt på arbejdsmarkedet, som man skal indgå. Man skal gå efter det faste job. Punktum. Alle kender til kunstnere, der får at vide af deres forældre, at de skal tage en rigtig uddannelse, så de har noget at falde tilbage på, hvis deres kunstnerdrøm ikke fungerer.
Det er vel fornuftigt nok, men som kunstner har du ikke noget fast job. Du skal levere og præstere hver eneste gang, du får et engagement. Det er hårdt, tænker jeg, men ... det er ikke så langt fra at være selvstændig med andet end kunst eller at være vikar. Hver gang du sendes ud, skal du præstere. Du repræsenterer et bureau og alle forventer at du leverer en tilfredsstillende præstation.
Men jeg kan faktisk godt lide lige det krav. Inderst inde har jeg det bedst med at præstere bedst muligt hver eneste dag. Jeg kommer nemt til at kede mig i faste ufaglærte jobs, omend det tager længere tid at kede sig i køkkenjobs eller lærerjobs.
Eksperterne mener også, at det er nemmere at få job, når du er i job. Det er sandsynligvis rigtigt nok, fordi der kommer den tavse kontrakt frem. Hellere et CV med mange arbejdspladser end ingen, men det er også en sandhed med modifikationer. For mit CV er spraglet og broget. Nogle vil opfatte det som om jeg springer fra job til job, men jeg ser det egentlig som en force, at jeg kan orientere mig lynhurtigt i stillingen og dermed komme hurtigere i gang med at præstere det bedste jeg kan.
Vikarjobsene kan også noget, som den faste stilling ikke kan. Der er nemlig meget variation alt efter område. Jeg arbejder både som chauffør, på lager, i køkkener, i butikker og som underviser. Det giver en meget afvekslende arbejdsuge, hvor jeg bringer forskellige sider af min personlighed i spil. Nogle gange trænger jeg bare til at stå i et hjørne på et lager og pakke eller sortere, andre gange har jeg brug for at have kontakt med mennesker. Og nogle gange har jeg brug for at bringe omsorgsgenet i spil og andre gange er det fint med voksenkontakt på de præmisser, der nu ligger for den slags.
Så jeg er efterhånden kommet frem til at jeg ikke skal gå efter det faste job, men derimod udnytte de fordele, der trods alt er i prekariatet: variationen, friheden til selv at vælge og ellers droppe alt om at holde mig indenfor de 37 timer om ugen. Hvis jeg vil jobbe 60 timer, så er det vel min egen sag?
Fri mig fra ledighed.
søndag den 2. december 2018
Det første sæsonjob er søgt
I dag faldt jeg over et like til et opslag fra en side på Facebook. Ja, det er jo netværket, der kommer i spil her. Jeg var på vej ud af døren, men tænkte, at jeg lige ville høre dem ad. Det er et lille lokalt hotel, som kunne tænkes at have brug for nogen til sommeren næste år. Så jeg smed en forespørgsel af sted via messenger-app'en og der kom svar retur asap: Send en mail og et CV på mail.
Så det fik jeg gjort her til aften. Den hellige grav er ikke velbevaret, men som jeg sagde til min søster, da vi sad i kirken og ventede på underholdningen til den lokale Odd Fellow-loges julekoncert, så skal man sende 100 ansøgninger for at komme til 10 samtaler og få 1 job.
Jeg har intet imod sæsonarbejde, som sådan. Men det kræver at jeg bor i nærheden for jeg magter ikke at flytte mig og kat to gange om året. Så jeg søger også boliger. Men det er svært. Meget svært endda. Sværere end at finde noget at i København, men jeg er heller ikke så kræsen i København. Det er jo en lille by, hvor man kan cykle til alt.
Sådan er det ikke på Bornholm. Derfor skal jeg bo i Rønne, helst. For så er der busser ud på øen. Jeg vil helst undgå bil, selvom jeg jo elsker at køre bil. Det handler om økonomi og en smule om klima.
Så 1 job søgt - 99 to go. ;-)
Så det fik jeg gjort her til aften. Den hellige grav er ikke velbevaret, men som jeg sagde til min søster, da vi sad i kirken og ventede på underholdningen til den lokale Odd Fellow-loges julekoncert, så skal man sende 100 ansøgninger for at komme til 10 samtaler og få 1 job.
Jeg har intet imod sæsonarbejde, som sådan. Men det kræver at jeg bor i nærheden for jeg magter ikke at flytte mig og kat to gange om året. Så jeg søger også boliger. Men det er svært. Meget svært endda. Sværere end at finde noget at i København, men jeg er heller ikke så kræsen i København. Det er jo en lille by, hvor man kan cykle til alt.
Sådan er det ikke på Bornholm. Derfor skal jeg bo i Rønne, helst. For så er der busser ud på øen. Jeg vil helst undgå bil, selvom jeg jo elsker at køre bil. Det handler om økonomi og en smule om klima.
Så 1 job søgt - 99 to go. ;-)
lørdag den 1. december 2018
Kurset i sommeren 2018
Som ledig dagpengeberettiget skal man på kursus med jævne mellemrum. Jobcenteret skulle aktivere mig og af sted kom jeg. En forårsmorgen i maj cyklede jeg til Københavns Nordvestkvarter og meldte mig ved skranken.
Introduktionen til kurset var forkortet ned: "Find et job i løbet af 3 uger, hvis du ikke kan, så skal vi nok hjælpe dig". Det ville blive med virksomhedspraktikker eller løntilskudsjobs. Linjen var lagt lige fra begyndelsen af. Faktisk havde vores underviser selv landet sit nuværende job via en virksomhedspraktik.
En af de første dage skulle vi have besøg af en, der virkelig vidste noget om ledighedsprocenterne i København og hvordan man lander en kaffeaftale. For det nye sort er networking og kaffeaftaler, når man er ledig. Man skal stadig skrive en knaldgod ansøgning og have et superskarpt CV, men nu skal man ud i sit netværk og man skal have kaffeaftaler hjem. Dét er vejen til det faste job.
Han var en god underholder, levende og medrivende. Det var faktisk sådan, at jeg sad med en følelse i kroppen af at NU skal det fandme nok gå alligevel. Jeg lander da et job inden de 3 uger er gået. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg skrev noter og prøvede at fange essensen i hans oplæg. Han fortalte at tilbud om virksomhedspraktikker ikke var af det dårlige. Faktisk var det en fordel, fordi virksomheden jo altså kunne se hvad man kunne i løbet af de 4 uger. Det var en fordel i forhold til dem, der også søgte stillingen, men som var i job. De kunne jo ikke tilbyde den service, så på den led var det en supergod idé.
Faktisk havde han selv landet sit job via en virksomhedspraktik. ...
Nuvel. Jeg synes det er stramt at man skal arbejde gratis for virksomheden i 4 uger, når man (endnu) har en prøveperiode, hvor begge parter kan se hinanden an og hvis kemien ikke passer, så kan samarbejdet afbrydes med ganske lidt besvær. Så jeg strammede mit CV op og jeg skrev nye ansøgninger, klar til at blive sendt.
Lige før kursusstart havde jeg været til samtale i nyt vikarbureau, fordi jeg gerne vil arbejde - og jo flere steder, jeg er aktiv vikar, jo større chance for at blive ringet op. På vej hjem fik jeg en idé, som jeg delte med tilflytterkonsulenten på Bornholm. Jeg er oprindelig bornholmer, bosat i København. Han afviste min idé, men bad om mit CV, fordi jeg i samme mail også udtrykte ønske om at flytte tilbage til øen.
Derfor blev jeg efter 1½ uge på kursus ringet op af køkkenchefen på et af øens store hoteller. Hun ville have mig til samtale og det kom jeg så. Jeg blev nærmest ansat på stedet og startede så på det nye job 3 uger inde i kurset. Gudskelov kunne man fristes til at tænke, men træerne voksede ikke ind i himlen.
For jeg er ufaglært. Jeg har en del erfaring fra kantiner, men ingen med a la carte. Men de manglede kokke, så hun valgte at ansætte mig trods manglende formel uddannelse. Det virkede ikke til at hun havde taget huskokken i ed, så allerede fra første dag var det op ad bakke. Han var ikke på min side, for at sige det pænt.
Og da sæsonen var slut, var min ansættelse det også. Selvom jeg havde betinget mig en helårsansættelse, da jeg blev ringet op - og det havde hun indvilget i dengang. Nuvel. Jeg er jo vant til barske vilkår på arbejdsmarkedet, så jeg havde faktisk allerede inden den første måned på hotellet ringet til de lokale skoler for at høre om de mon manglede en tilkaldevikar efter sommerferien. Hotelkøkkener har åbent om aftenen, så jeg kunne godt bruge formiddagene på at undervise. Jeg havde også en kaffeaftale med en lokal vognmand om hans manglende afløsere. Jeg kunne bare ikke lige se hvornår jeg kunne bede om 14 dages ferie og bruge dem på et taxakursus.
Efter efterårsferien var der en del arbejde til mig på skolen, så jeg tog glad imod det. Men i princippet er jeg igen tilbage til ledigheden og vikarjobsene. Suk. Jeg har så valgt - af forskellige grunde - at blive på øen og arbejde på skolen indtil jul. Eller næsten da. For pludselig kom chancen for at komme på taxakursus. Selvbetalt, fordi jeg ikke har meldt mig ledig. Endnu.
Jeg vil gøre rigtigt meget for at undgå netop det. Jeg magter ikke kontrol, mistro og mistillid. Jeg vil klare mig selv så vidt muligt. Så kan det godt være at jeg ikke har fast job og økonomisk tryghed, men så har jeg min sjælefred - og stressen kommer ikke fra jobcenter eller a-kasses krav.
Introduktionen til kurset var forkortet ned: "Find et job i løbet af 3 uger, hvis du ikke kan, så skal vi nok hjælpe dig". Det ville blive med virksomhedspraktikker eller løntilskudsjobs. Linjen var lagt lige fra begyndelsen af. Faktisk havde vores underviser selv landet sit nuværende job via en virksomhedspraktik.
En af de første dage skulle vi have besøg af en, der virkelig vidste noget om ledighedsprocenterne i København og hvordan man lander en kaffeaftale. For det nye sort er networking og kaffeaftaler, når man er ledig. Man skal stadig skrive en knaldgod ansøgning og have et superskarpt CV, men nu skal man ud i sit netværk og man skal have kaffeaftaler hjem. Dét er vejen til det faste job.
Han var en god underholder, levende og medrivende. Det var faktisk sådan, at jeg sad med en følelse i kroppen af at NU skal det fandme nok gå alligevel. Jeg lander da et job inden de 3 uger er gået. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg skrev noter og prøvede at fange essensen i hans oplæg. Han fortalte at tilbud om virksomhedspraktikker ikke var af det dårlige. Faktisk var det en fordel, fordi virksomheden jo altså kunne se hvad man kunne i løbet af de 4 uger. Det var en fordel i forhold til dem, der også søgte stillingen, men som var i job. De kunne jo ikke tilbyde den service, så på den led var det en supergod idé.
Faktisk havde han selv landet sit job via en virksomhedspraktik. ...
Nuvel. Jeg synes det er stramt at man skal arbejde gratis for virksomheden i 4 uger, når man (endnu) har en prøveperiode, hvor begge parter kan se hinanden an og hvis kemien ikke passer, så kan samarbejdet afbrydes med ganske lidt besvær. Så jeg strammede mit CV op og jeg skrev nye ansøgninger, klar til at blive sendt.
Lige før kursusstart havde jeg været til samtale i nyt vikarbureau, fordi jeg gerne vil arbejde - og jo flere steder, jeg er aktiv vikar, jo større chance for at blive ringet op. På vej hjem fik jeg en idé, som jeg delte med tilflytterkonsulenten på Bornholm. Jeg er oprindelig bornholmer, bosat i København. Han afviste min idé, men bad om mit CV, fordi jeg i samme mail også udtrykte ønske om at flytte tilbage til øen.
Derfor blev jeg efter 1½ uge på kursus ringet op af køkkenchefen på et af øens store hoteller. Hun ville have mig til samtale og det kom jeg så. Jeg blev nærmest ansat på stedet og startede så på det nye job 3 uger inde i kurset. Gudskelov kunne man fristes til at tænke, men træerne voksede ikke ind i himlen.
For jeg er ufaglært. Jeg har en del erfaring fra kantiner, men ingen med a la carte. Men de manglede kokke, så hun valgte at ansætte mig trods manglende formel uddannelse. Det virkede ikke til at hun havde taget huskokken i ed, så allerede fra første dag var det op ad bakke. Han var ikke på min side, for at sige det pænt.
Og da sæsonen var slut, var min ansættelse det også. Selvom jeg havde betinget mig en helårsansættelse, da jeg blev ringet op - og det havde hun indvilget i dengang. Nuvel. Jeg er jo vant til barske vilkår på arbejdsmarkedet, så jeg havde faktisk allerede inden den første måned på hotellet ringet til de lokale skoler for at høre om de mon manglede en tilkaldevikar efter sommerferien. Hotelkøkkener har åbent om aftenen, så jeg kunne godt bruge formiddagene på at undervise. Jeg havde også en kaffeaftale med en lokal vognmand om hans manglende afløsere. Jeg kunne bare ikke lige se hvornår jeg kunne bede om 14 dages ferie og bruge dem på et taxakursus.
Efter efterårsferien var der en del arbejde til mig på skolen, så jeg tog glad imod det. Men i princippet er jeg igen tilbage til ledigheden og vikarjobsene. Suk. Jeg har så valgt - af forskellige grunde - at blive på øen og arbejde på skolen indtil jul. Eller næsten da. For pludselig kom chancen for at komme på taxakursus. Selvbetalt, fordi jeg ikke har meldt mig ledig. Endnu.
Jeg vil gøre rigtigt meget for at undgå netop det. Jeg magter ikke kontrol, mistro og mistillid. Jeg vil klare mig selv så vidt muligt. Så kan det godt være at jeg ikke har fast job og økonomisk tryghed, men så har jeg min sjælefred - og stressen kommer ikke fra jobcenter eller a-kasses krav.
Abonner på:
Opslag (Atom)