Fri mig fra ledighed

Jeg har set de fire programmer på dr.dk, der hedder "Fri os fra kontanthjælp", og som handler om fire kontanthjælpsmodtagere, der får koncentreret hjælp til at finde et job.

Trine, der tager kørekort til bus, siger direkte: "Der er ikke noget menneskelighed i det her". Og jeg er helt enig. Der er ingen menneskelighed i at være ledig - ej heller på dagpenge. Det er faktisk noget, jeg rigtigt gerne vil undgå.

Jesper, juristen, finder et andet job udenfor sit felt og bliver selvforsørgende, mens han går i gang med at skabe sin egen virksomhed. Og eksperterne mener, at det er godt at tage plan B, hvis man ikke kan få plan A. Igen er jeg enig.

For der er en usynlig kontrakt på arbejdsmarkedet, som man skal indgå. Man skal gå efter det faste job. Punktum. Alle kender til kunstnere, der får at vide af deres forældre, at de skal tage en rigtig uddannelse, så de har noget at falde tilbage på, hvis deres kunstnerdrøm ikke fungerer.

Det er vel fornuftigt nok, men som kunstner har du ikke noget fast job. Du skal levere og præstere hver eneste gang, du får et engagement. Det er hårdt, tænker jeg, men ... det er ikke så langt fra at være selvstændig med andet end kunst eller at være vikar. Hver gang du sendes ud, skal du præstere. Du repræsenterer et bureau og alle forventer at du leverer en tilfredsstillende præstation.

Men jeg kan faktisk godt lide lige det krav. Inderst inde har jeg det bedst med at præstere bedst muligt hver eneste dag. Jeg kommer nemt til at kede mig i faste ufaglærte jobs, omend det tager længere tid at kede sig i køkkenjobs eller lærerjobs.

Eksperterne mener også, at det er nemmere at få job, når du er i job. Det er sandsynligvis rigtigt nok, fordi der kommer den tavse kontrakt frem. Hellere et CV med mange arbejdspladser end ingen, men det er også en sandhed med modifikationer. For mit CV er spraglet og broget. Nogle vil opfatte det som om jeg springer fra job til job, men jeg ser det egentlig som en force, at jeg kan orientere mig lynhurtigt i stillingen og dermed komme hurtigere i gang med at præstere det bedste jeg kan.

Vikarjobsene kan også noget, som den faste stilling ikke kan. Der er nemlig meget variation alt efter område. Jeg arbejder både som chauffør, på lager, i køkkener, i butikker og som underviser. Det giver en meget afvekslende arbejdsuge, hvor jeg bringer forskellige sider af min personlighed i spil. Nogle gange trænger jeg bare til at stå i et hjørne på et lager og pakke eller sortere, andre gange har jeg brug for at have kontakt med mennesker. Og nogle gange har jeg brug for at bringe omsorgsgenet i spil og andre gange er det fint med voksenkontakt på de præmisser, der nu ligger for den slags.

Så jeg er efterhånden kommet frem til at jeg ikke skal gå efter det faste job, men derimod udnytte de fordele, der trods alt er i prekariatet: variationen, friheden til selv at vælge og ellers droppe alt om at holde mig indenfor de 37 timer om ugen. Hvis jeg vil jobbe 60 timer, så er det vel min egen sag?

Fri mig fra ledighed.